Loading...

Stuebirkens exit

15/04/2019


stuebirkens død

Læs Danielsen Urban Landscape and Danielsen Spaceplannings bud på, hvordan naturen bringes ind på arbejdspladsen.

Når planterne i dag fylder mere og mere i vores kontorindretning, skyldes det ikke blot det veldokumenterede faktum, at planterne har en positiv indflydelse på vores velvære. Et vellykket planteprojekt rummer også et meget stort potentiale med hensyn til at skabe gode akustiske forhold og smukke rumlige effekter, ligesom planterne kan være med til at skabe et godt indeklima.

Rejsen fra storrumskontoret til den progressive arbejdskultur
De fleste arbejdspladser, med respekt for sig selv og deres medarbejdere, ønsker sig nogle velfungerende omgivelser. Her skal nøje udvalgt inventar og en klar designlinje sætte dagsordenen for, hvordan både de ansatte og gæster i huset benytter de fysiske rammer. Det er i den forbindelse et velkendt fænomen at bruge planter som led i indretningen. Dog har planternes popularitet varieret gennem årene.

Stuebirken, Yucca palmen og Svigermors skarpe tunge har således fyldt i indretningen, bl.a. fordi det har en positiv effekt for vores velvære at omgive os med planter. Gennem tiden har 1980’ernes plantefavoritter dog mistet deres attraktion og er stille og roligt forsvundet ud af de fleste kontormiljøer. Men efter en årrække uden det store plantefokus, har vi inden for de seneste år hos Danielsen atter set plantetrenden vokse eksplosivt bl.a. med Monsteraens store comeback.

Parallelt med planternes fravær og tilbagekomst har også storrumskontorerne fået en make-over. Tidligere var kontorlandskaber meget omdiskuteret bl.a. på grund af problemer med indeklima, støj og koncentrationsbesvær. I mellemtiden har møbelindustrien været igennem en markant udvikling, hvor den blandt andet har bevæget sig væk fra kun at kunne levere et bord og en stol med en dertilhørende reol. IT har også givet nutidens arbejdsliv nogle andre forudsætninger, hvor medarbejderne ikke længere er lænket til den samme arbejdsstation med en fladskærm på bordet og en uhandy computer stående på gulvet.

Space planning af moderne og visionære arbejdspladser har også betydet, at storrumskontorerne ikke længere slås med de samme udfordringer. Konceptuelle og skræddersyede arbejdspladser, hvor indretningen hjælper med at fremme alsidige samarbejder, er efterspurgte i en progressiv virksomhedskultur.

Det er her at mødet mellem den moderne arbejdsplads og de grønne interiør-landskaber er opstået. Der er nemlig gennem de seneste år opstået et ønske om at begrønne indretningen af kontorlokaler og mødefaciliteter i en grad, hvor planterne indgår side om side med møblerne. Dette på en måde, hvor de tænkes ind i projekterne fra startfasen. Det stiller nye krav til landskabsarkitekten, som i stadig stigende grad skal forholde sig til plantevalg, driftsvenlighed, vanding, næring, lysforhold og mobilitet i forbindelse med rengøring i de indendørs landskaber.

Samtidig skal landskabsarkitekten have blik for planternes æstetiske udseende i form af farver og bladtyper, og deres generelle muligheder for at indgå i en designmæssig kontekst, lige såvel som spaceplanneren tager stilling til farver, former, funktioner og teksturer i sine designvalg.

Når det ydre og det indre mødes
Et konceptuelt og skræddersyet design i udstillingscontaineren skal anspore brugerne til at bidrage til og udvikle deres egne rum og arbejdsstationer. Rummet definerer principperne for en platform, der innovativt kan kombinere forretning, uddannelse, showroom, arrangementer og udstillinger, som fundament for blandt andet forskning og udvikling.

Uformelle møder er fundamentet for god forretningsudvikling, her kan der opstå uventede synergier samt innovative processer, der kan supplere den mere konventionelle arbejdskultur. Digitale medier er en integreret del af designet i containeren i form af specielle interaktive rum, defineret af blandt andet lyd og lys. Planterne, der før sås i de åbne landskaber, bevæger sig adstadigt længere og længere ind i det indre rum, hvor de tilfører rumligt æstetiske virkemidler, der er evigt foranderlige, og som fortæller og bidrager med nye historier.

Holdet bag designkonceptet
Danielsen Spaceplanning arbejder ud fra et holistisk analyseapparat, der konkretiserer behov og ønsker og derved baner vejen for at skabe rum, der afspejler virksomheders identitet og strategi for fremtiden.

Vi skaber værdi gennem processen, der tager udgangspunkt i en forståelse af, hvordan et pågældende arbejdsmiljø bliver brugt. Gennem grundige rådgivningsforløb samarbejder vi med virksomhederne om at skabe sammenhæng mellem den specifikke organisation og de fysiske rammer.

Danielsen Urban Landscape arbejder med formgivningen af landskabet i en urban kontekst. De elementer, vi anvender, tager afsæt i en stærk relation til naturen og dens evne til at skabe variation, foranderlighed og forgængelighed gennem tid og sted. Styrken i et naturligt landskab ligger i, at den aldrig er en konstant, men altid bevæger sig i en evig udvikling og forandring. Det er den styrke og særegne evne til at skabe oplevelser, som vi trækker på, når vi udvikler et givent projekt.