Loading...

Det handler om mennesker

14/05/2019


”It’s all about people”. Sådan lød det gentagende gange fra David Kong, arkitekt og partner i én af verdens ledende arkitektfirmaer Foster + Partners. Med udgangspunkt i deres imponerende og avancerede arbejde verden over, fortalte han om, hvordan vi skaber fremtidens måde at leve på, arbejde på og være sammen på.

“We continue to learn from the past and creatively embrace the challenges of the future.” Med dette citat fra Foster + Partners’ grundlægger, Norman Foster, satte David Kong scenen for, hvad Trends & Traditions var for ham. At fortiden og fremtiden bliver ved med at influere på hinanden og den måde, vi går til vores udfordringer på.

Akkompagneret af et billedshow kom David Kong omkring nogle af de emner og projekter, som de har løst rundt om i verden. Og i rummet.

Klima, arkitektur og befolkning
Både klimaet med højere temperaturer og stigende vandmasser og ikke mindst den hastigt stigende verdensbefolkning er nøglefaktorer, når man projekterer fremtidens bygninger og pladser. David Kong viste en række projekter bl.a. fra Abu Dabi, Singapore, Indien og Marseille, hvor udfordringen havde været at skabe skygge og behagelige miljøer, så folk samles og har det rart. For eksempel viste han et projekt fra Singapore, hvor arkitekturen skaber vind og skygge og fik den oplevede temperatur til at falde fra 41 til 28 grader.

”If you get the places right, people will come,” understregede David Kong.

Et godt eksempel på, hvor arkitektfirmaet har fået folk til at komme, er havnen i Marseille. Her har Foster + Partners gentænkt hele havneområdet ved at skubbe bilerne ud af området og skabt et samlingselement på selve hovedpladsen. Elementet er et gigantisk tag, som både skaber skygge og genspejler bevægelse fra folkemængden og havet.

”It’s all about people. All about creating spaces for people to enjoy and be together,” fastslår den erfarne arkitekt.

Grøn infrastruktur
At give plads til naturen og drage den med ind i projekterne er også vigtigt for fremtidens byggeri. Og for at få folk til at samles. David Kong viser eksempler fra bl.a. cruiseterminalen i Hong Kong, som ligger øde hen seks måneder om året. Med en offentlig park på taget af cruiseterminalen har de skabt et grønt samlingssted, som nu tiltrækker mennesker hele året rundt.

Apples hovedkvarter, som var domineret af parkeringspladser og bygninger, er transformeret om til en park med den runde hovedbygning gemt inde i midten. Igen et vidnesbyrd om, at grønne miljøer er fremtiden.

Transport infrastruktur
Hos Foster + Partners handler det om at det oftest om at omdirigere trafikken, om at skabe plads til mennesker og udvikle nye idéer til infrastrukturen. Bl.a. viser David Kong to fantastiske projekter – det første er for Nissan, hvor de som svar på, hvordan fremtidens brændstofstation ser ud, udvikler idéen om, at genopladning af elbiler skal ske via vejen, når bilerne holder parkeret.

Det andet var fra rummet. European Space Agency ville bygge på månen, men vil ikke medbringe materialer fra jorden, da det ville blive for dyrt. Derfor fandt Foster + Partners på at kombinere månestøv og 3D printerteknologi til at skabe de nye bygninger.

”It’s all about happy people – and what surrounds them. Happy people create happy and healthy environments,” slutter David Kong.